Hvem må udføre nåleakupunktur på brystkassen?
Nåleakupunktur på brystkassen må udføres af
- læger og kiropraktorer eller
- personer, som udfører akupunktur på brystkassen som led i offentlig sygehusbehandling.
Hvis du ikke lever op til et af disse to krav, skal du have gennemført et kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne efter nåleakupunktur på brystkassen.
Hvis du er dansk autoriseret fysioterapeut, jordemoder eller sygeplejerske skal du have gennemført et kursus af 1 dags varighed.
Hvis du ikke er dansk autoriseret fysioterapeut, jordemoder eller sygeplejerske og heller ikke er uddannet læge eller kiropraktor, skal du gennemføre et kursus af 3 dages varighed.
Overgangsordning for akupunktører med en kortere uddannelse
Frem til den 30. juni 2024 skal du som minimum have gennemgået kursus af 3 dages varighed, hvis du vil udføre nåleakupunktur på brystkassen.
Efter den 30. juni 2024 gælder der nye regler for ikke-autoriserede sundhedspersoner, som vil udføre nåleakupunktur på brystkassen. Læs om de nye regler nedenfor.
Hvis du har spørgsmål kan du skrive til Styrelsen for Patientsikkerhed på aaes@stps.dk.